Jeg har altid godt kunnet tænke mig at have en tjener! – en butler, en kammertjener – en, der ville samle mine sokker op og pudse mine sko (min kone vil ikke!).
En gang imellem kommer der en roman eller en film om en tjener og en herre, der bytter plads. Vi kender det også fra mange eventyr. I visse kulturer er der faktisk tradition for, at ved en bestemt fest bytter tjenerskab og herskab simpelt hen roller, og herren og fruen og alle de fine varter op for tjenere og slaver og håndværkere.
I det gamle Rom, for exempel i Saturnaliefesten, der senere blev til vores julefest. Det var OK at håne og drille herren og tage sig helt uhørte friheder over for herskabet – og man kårede en saturnaliekonge, der kunne befale alle at gøre hvad der faldt ham ind.
Det mest groteske er, at det er præcis det, der er sket. Jeg har fået Gud til tjener. Verdens Herre er blevet tjener! Tænk at have Gud som tjener …
Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” Fil 2:6f
Gud ydmygede sig og blev tjener!
Vi læser hos Esajas om Herrens tjener. Fire frygtelige og vidunderlige tekster om ham, der blev ydmyget og hånet og pisket og spyttet på og latterliggjort (Es 42,1ff; 49,1ff; 50,4ff). Så kommer man endelig til den sidste, den største af alle tekster i det Gamle Testamente om Herrens lidende tjener: Es 52,13ff!
“Se, mit tjener får lykken med sig, han knejser, han ophøjes og løftes højt…” – og man ånder lettet op: Åh, det var godt. Endelig får Jesus lidt oprejsning, endelig bliver han ophøjet og løftet…
