Introduksjon
Hvordan skaber og styrker Gud troen i et menneskes liv? Det kan han gøre på flere måder, men historien om Malakias viser at Herren også kan styrke og berede sit folk for vækkelse og fornyelse ved at ”skjule” sig. Det er nemlig lige præcis hvad han gjorde i perioden mellem Malakias (ca. 445 f.kr) og åbenbaringen af døberen Johannes. I rigtig mange år gik Israels folk uden mange ord eller tegn fra himmelen i det som nok må kaldes en af de største tørkeperioder i deres historie. De havde “kun” løfter fra Gud givet ved Malakias og andre profeter at sætte sin lid til.
En kunne måske forvente at alt håb og tro var udryddet i folket da Johannes døber og Jesus Kristus stod frem, men noget helt andet skete. Gennem netop Guds ”taushed”, havde mange blevet knyttet til Guds ord og løfter, også hos Malakias, og når Johannes døber står frem, er troen og forventningen efter Guds frelse stærkt tilstede i folket.
Jødenes siste profetbok
Profeten Malakias har skrevet en bog som kan have en tendens til at gemme sig lidt blandt de 66 bøger vi har i Bibelen. Dette gælder både når vi ser på Bibelen som et hele, men nok også når vi dykker ned i de profetiske bøger. Vi er godt bevandret og kendt med ”de store” profeter som Esajas, Ezekiel og Jeremias, mens vi nok tit er lidt mere usikre på hvad som står gemt i de ”mindre” profeters skrifter, herunder Malakias bog.
Selv om det nok forholder sig sådan for os i 2019, har bogen, på en helt anden måde, fyldt i Jødernes bevidsthed i de flere hundrede(!) år som gik fra Malakias skrev sine 4 korte kapitler, til døberen Johannes står frem for Israel og døber til omvendelse i Jordans flod. Bogen var det sidste tegn og skrift de havde fået fra himmelen, og dag og nat har de ventet på udfrielse og hjælp mod fjenden når de har tygget på de løfter Malakias havde sendt bud om.
Elias og døperen Johannes
Vi skal kort dykke ned i to afsnit fra Malakias, først 4:5–6
Se, jeg sender
profeten Elias til jer,
før Herrens dag kommer,
den store og frygtelige.
Han skal vende fædres hjerte til deres sønner,
og sønners hjerte til deres fædre,
så jeg ikke skal komme
og slå landet med forbandelse.
Jøderne på Jesu tid havde en klar Messias–forventning, men de vidste også at der ville komme en anden person inden Herrens dag, og det var profeten Elias. Derfor, når døberen Johannes står frem, sender farisæerne en delegation til Johannes og følgende dialog finder sted:
Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: “Hvem er du?” Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: “Jeg er ikke Kristus.” “Hvad er du da?” spurgte de ham, “er du Elias?” “Det er jeg ikke,” svarede han. “Er du Profeten?” “Nej,” svarede han. Så sagde de til ham: “Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?” Han svarede: “Jeg er ‘en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‘ som profeten Esajas har sagt.”
Joh 1:19-23
Døperen Johannes: den Elias som skulle komme?
Det kan undre en lille smule at Johannes benægter at han er Elias. Både englen som blev sendt til Zakarias, Johannes far (Luk 1:17), og Jesus selv, understreger i Matt 11:14 at Johannes var den Elias som Malakias profeterede om. Formentlig har han benægtet at han var Elias fordi Jøderne nok forventede en fysisk opstandelse af den gamle profet Elias, men også fordi han ikke ville gøre for meget opmærksom på sig selv. Det skal vi ikke dvæle så meget ved, men stanse for den virkelighed at i disse dage, uger og måneder, inden Jesus stod frem, var der en meget stor messiasforventning og vækkelse i Israel under døberen Johannes. Det må have lignet en folkevandring når det som beskrives i Matt 4:5 sker:
Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Den vækkelse som her finder sted, har selvfølgelig grobund i mange af de ting som er profeteret i det gamle testamente – om Messias og en forløber (fx Jes 40), men for mig er der ingen tvivl om at profeten Malakias har haft en langt større rolle for jøderne på dette tidspunkt end vi kan ane.
Jesus oppfyller Messiasforventningen
Vi skal også se på nogle vers fra begyndelsen af Kapittel 3, som omhandler ”pagtsenglen” – Kristus:
Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Herren, som I søger,
kommer med ét til sit tempel,
pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
siger Hærskarers Herre.
Hvem kan udholde den dag, han kommer?
Hvem kan bestå, når han viser sig?
Han er som ilden i smelteovnen,
som den lud, man bruger til blegning
Mal 3:1–2
Prøv så at se på Jødernes reaktion når så Jesus renser templet – Johannes 2:18
Jøderne sagde da til ham: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?”
Joh 2:18
Så langt jeg kan se, har Jøderne set en helt klar forbindelse fra det Malakias skriver om at Guds engel skal komme til templet, med vrede, til det som sker ved tempelrensningen. – ”Hvordan våger du, Jesus, at fremtræde som Messias?!? Hvilket tegn viser du os?” Igen fornemmer vi den eksplosion af Messias forventning som fandt sted inden Jesus Kristus stod frem for det Jødiske folk.
Oppsummering
Jeg håber denne lille artikel kan vække læserens nysgerrighed til at komme Malakias bog nærmere. Læs den, nyd den, glæd dig over den, med følgende udgangspunkt:
- Til ransagelse – kapittel 1 og 2 har flere afsnit som kan kaste lys ind over ens kristenliv til omvendelse og tro. Det som en særlig skal mærke sig, er at Gud vil have en relation med sit folk. Han elsker dette folk (1:2) og ønsker at de gengælder denne kærlighed og bryder med sin utroskab (2:11). Denne alvorlige og nidkære tale, vil forhåbentlig føre læseren ind i selvransagelse og omvendelse, jf. Mal 1:9: ”Og bønfald nu Gud at han må være os nådig!”
- Til opmuntring – forsøg at genopdag Malakias (særligt kapittel 3 og 4) i Det nye testamente. Vi har set på et par punkter, men der findes klart flere elementer som dukker op igen i Det Nye Testamente som viser hvor stor sammenhængskraft det er mellem det Gamle og Nye testamente i Bibelen.
Til sidst; For mig har historien rundt og omkring Malakias, givet grobund for meget glæde og trøst. Det har været til hjælp for mig at se Israels historie i retrospektiv – vide at de var underlagt Guds ”taushed” fra Malakias frem til døberen Johannes — og ALLIGEVEL, efter alle disse år, er Messias-forventningen ved at eksplodere i Jerusalem og hele Judæa.
Det minder mig om det faktum at troen ikke har brug for tegn og under for at kunne eksistere. Nej, tvært i mod — der hvor Gud gerne vil se troen vokse og blive til, sker det ofte ved at han skjuler sit ansigt, og ”overlader” sine børn til løfterne i Guds Ord — lige som han gjorde det med Israels folk den gang. Det opleves som tørketid og suk — at Gud har forladt en, men under ”jord-overfladen” vokser troen og bliver til — i afhængighed af Kristus.
